Motorcykler skal forebygge ballade

Motorcykler skal forebygge ballade

31-05-2008

"I dag har tusindvis af elever fra 9. og 10. klasse kastet med karameller og vandballoner på deres sidste skoledag - og den slags skulle helst foregå helt uden ballade.

Derfor er mange forældre i dag mødt frivilligt op rundt i hele landet for at holde de unge lidt i ørerne og sørge for ro og orden blandt eleverne.   

Et af de steder, hvor de unge i dag flokkes, er i forlystelsesparken Bakken nord for København, der er et af de store samlingssteder på sidste skoledag.

Men i år har disse forældre ikke bare medbragt deres løftede pegefingre på Bakken, de har for første gang også medbragt fem motorcykler til deres forbyggende arbejde i "Natteravnene".

Jesper Sloth er initiativtageren til de såkaldte MC Natteravnene, som på længere sigt skal udbredes til de andre danske byer, hvor "Natteravnene" huserer. 

- Motorcyklerne er rigtig gode til at tiltrække de unge, der vil hen og se de her motorcykler. Det er den ene ting. Den anden ting er, at vi nemmere kan komme fra sted til sted, hvor de unge er, siger Jesper Sloth til P3 Nyheder. "

Citeret fra: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2008/05/30/154635.htm