Lions betænker Natteravnene i Stenløse...

Lions betænker Natteravnene i Stenløse...

06-11-2012

Lions Club Stenløse-Veksø har i anledning af deres 40 års jubilæum uddelt donationer til forskellige klubber og foreninger i lokalområdet. Natteravnene i Stenløse var blandt ansøgerne og blev betænkt med 10.000 Kr.

"Vi er stjerneglade for håndsrækningen, der falder på et tørt sted", fortæller Mariann Borregaard, formand for Natteravnene i Stenløse, som modtog checken på Lions jubilæumsreception.

”Da Natteravnene i Stenløse er uafhængige, modtager vi ikke tilskud fra Egedal Kommune eller andre offentlige instanser og vores fundament er derfor baseret på frivillighed, både økonomisk som menneskeligt. Det vi selv kan bidrage med, er vores mange natlige gåture i lokalområdet – og det gør vi med glæde” pointerer Mariann Borregaard.

Natteravnene møder også stor velvilje fra det lokale erhvervsliv, hvor opbakningen giver sig udtryk i materialesponsorater som bolsjer og kondomer til de unge, samt kaffe til Ravnenes nattevandringer. ”Det er et kæmpe skulderklap til alle os frivillige, når vores indsats for lokalområdets børn og unge påskønnes”, afslutter formanden.

To glade Natteravne, Hanne Rimer og Mariann Borregaard (med checken) samt Jørgen Olsen, præsident i Lions Club Stenløse-Veksø.