Borgmester på vandring

Borgmester på vandring

29-01-2008

Det er vigtigt, at Natteravnene i Roskilde bevarer det gode samarbejde med Roskilde Kommune. Kommunen har gennem vores efterhånden mange leveår adskillige gange ydet flotte tilskud til driften af vores forening som påskønnelse af det arbejde, vi udfører for byens unge. Det var derfor en stor glæde for os, at daværende borgmester i Ramsø og nu borgmester i Ny Roskilde Kommune, Poul Lindor, sagde ja tak til at komme på en vandring med Natteravnene fredag den 8. december 2006. Vi har tidligere har fornøjelsen af at have daværende borgmester Bjørn Dahl med på vandring, og det er derfor et ekstra klap på vores gule skuldre, at også Poul Lindor interesserer sig for, hvad vi laver ude på gaderne og vil bruge en fredag aften i den gule jakke.

Borgmesteren vandrede sammen med Ravnene Bodil Baltzer, tidligere kasser og bestyrelsesmedlem, og Per Palludan, næstformand i vores bestyrelse. Vores formand, Poul Ingerslev var med som ekstraravn.

Det var en af de mere rolige aftener, men både vi og borgmesteren fik da hilst på en række glade unge mennesker. Dette på trods af et større presseopbud med både journalister og fotografer, som gjorde en gruppe unge noget usikre på situationen. Det taklede borgmesteren dog fint og fik en snak med de unge.

Vandringen gav et par fine artikler med fotos i både Dagbladet og Roskilde Avis, så udover at give borgmesteren et godt indtryk at vores aktiviteter, så fik vi også en pæn pressedækning. Så alt i alt en rigtig god aften for Natteravnene i Roskilde.