Årsmøde med debat, diskussion

Årsmøde med debat, diskussion

01-11-2011

- og masser af erfaringsudveksling

100 formænd og seniorinstruktører var samlet til Årsmøde i Nyborg lørdag d. 29. oktober 2011. DSB kursuscenter Knudshoved ved det gamle færgeleje i Nyborg, dannede rammerne for dagen.

Spændende projekter i Landssekretariatet
Erik Thorsted bød velkommen og gav en engageret status på aktiviteterne i Fonden for Socialt Ansvar. Han fortalte blandt andet om det nye projekt ’Familie med Hjerte’, som hjælper førstegangsforældre til en bedre kvalitet og tryghed i forældreskabet og deres børns udvikling. Forebyggelsesprojektet er baseret på gode erfaringer fra Sverige, med markante fald i skilsmisser og langt færre socialt udsatte børn og unge. Modellen bliver nu afprøvet i Holstebro Kommune.

Erik fortalte også om det spændende projekt Mønsterbryderne, som er i støbeskeen. Her skal et mentornetværk støtte skolebørn i 6.-9. klasse – og Natteravne kan være med som frivillige støtter.

Godkendelse af ny samarbejdsaftale og standardvedtægter
Leif Christiansen gennemgik ændringerne i Natteravnenes samarbejdsaftale og standardvedtægter, og diskussionen gik livligt på kryds og tværs om ændringerne, som en efter en blev godkendt af forsamlingen.

Efter en kort orientering fra Bente Gimlinge om de regionale netværks sider, præsenterede Dan Taxbøl et turplan-system, som han selv har udviklet og programmeret til sin egen Natteravneforening. Systemet er gratis til rådighed for de Natteravne foreninger som vil være med, og Dan gennemgik kort funktionerne og mulighederne - og svarede på en masse spørgsmål om systemet.

Og der blev talt, diskuteret og erfaringsudvekslet …
Resten af dagen bød på workshops, debat-gåture på tomandshånd og masser af gode snakke blandt deltagerne.

Klippekort-konkurrencen blev vundet af frivillige i Viborg og Tilst.  

”God proces med vedtægtsændringer”. ”Godt at sætte tid af til regionale netværksmøder”. ”Vi kunne godt have brugt mere tid til netværk og debat”. Sådan lød nogle af tilbagemeldingerne efter weekendens Årsmøde i Nyborg.

Tak for et inspirerende og udbytterigt møde, vi ses til Landsmøde i marts 2012!