En ny Natteravns oplevelser i Aabenraa/Gråsten...

En ny Natteravns oplevelser i Aabenraa/Gråsten...

30-07-2012

Det var med en vis nervøsitet, jeg startede bilen om aftenen og kørte til Aabenraa, hvor jeg skulle med et par erfarne Natteravne på tur rundt i byen og især på Ringriderpladsen, hvor festen var i fuld gang, kunne jeg høre på vej til mødestedet.

Jeg blev rigtig godt modtaget af de "gamle" Natteravne og efter en kop kaffe fik vi jakkerne på og drog afsted.

Det blev en oplevelse, som jeg stadig lever højt på....

Vi mødte mange glade og feststemte mennesker og rigtig mange af dem vidste godt, hvem Natteravnene var, og der var heller ingen tvivl om, at mine to følgesvende var kendt af de unge i Aabenraa.

De mennesker, der ikke kendte os og de gule jakker, kom hen og spurgte, hvem vi var og hvorfor vi gik der.
Jeg oplevede ikke, at nogen synes, det var åndsvagt, tværtimod. Bemærkninger som "sejt" og "dejligt at I er der" lød derimod rigtig mange gange.

Heldigvis oplevede vi ingen ballade på turene, så jeg tog hjem fra min første tur som Natteravn med en dejlig oplevelse af, at Natteravnene virkelig betyder noget for de unge og ikke mindst: at der står stor respekt om de gule jakker.

Nu var jeg klar til at sætte gang i Natteravnene i Gråsten...

I Gråsten, hvor vi er startet op for ca. 1 mdr. siden, har vi været i Ulsnæs Centret og dele foldere ud.

Nogle var meget interesserede og synes, det var en god idé mens andre gik i en stor bue udenom os. Det sidste har nu ikke taget modet fra os. Vi fortsætter ufortrødent, for vi tror på, at det vil lykkes.

Fredag den 13. juli havde vi så vores første gåtur i Gråsten. På vej gennem byen mødte vi et par ungersvende, som vidste, hvad de gule jakker står for, dejligt!!

På pladsen var det småt med mennesker, men vi talte med en del af de unge og fik skabt nogle kontakter til andre, som gerne vil give os en økonomisk håndsrækning. Begge dele gjorde godt og bekræftede mig i, at vi er på rette vej.

Lørdag havde vi også folk på pladsen og det var lidt mere livligt med flere mennesker og dermed også flere kontakter.

Samlet set en god start for Natteravnene i Gråsten, godt hjulpet på vej af Natteravne fra Aabenraa. Stor tak til jer.

Og Tak til de to Ravne, som havde mig med i Aabanraa.

Venlige Natteravnehilsner
Jonna Nielsen, Natteravnene i Gråsten.